Jeg har nu slugt Venus i pels. Grum slutning, skulle jeg mene. Men nok meget mere sandfærdig end man regner med. Leopold von Sacher-Masoch vidste velsagtens mere om kvindepsykologi end man ellers gjorde på den tid. Han vidste godt at kvindekønnet er så vægelsindet. Vi vil have vores vilje, men vi vil også have modspil. Altså, når vi selv synes det. 😉
Samtidig viser den grusomheden og ondskaben hos en S’er der ikke kan kapere magten, men også naiviteten og forventningen om tankelæser-evner hos S’eren fra m’eren. Historien viser med al tydelighed at det er supervigtigt at kommunikere – og bruge de samme termer, når man gør det.
Den var virkelig langsom i starten, men tog så fart og sluttede ret pludseligt, men ikke uden en fornemmelse af at den skulle slutte lige dér. På den anden side finder man aldrig ud af om jeg-personen nogensinde kaster sig ud i det som Severin gjorde eller om han er “helbredt” ved at høre Severins fortælling.
Jeg glæder mig til at læse O’s historie.